Trailer

Share:

Stodderdatteren & Gøglerpræsten

Society & Culture


I 1983, da Linda var 6 år gammel, giftede hendes mor sig med en fisker fra Hanstholm, og de flyttede fra en betonblok i Aalborg og ind i hans vindomsuste, røde murstens-parcelhus på en lukket vej i et fiskersamfund, der var lukket om sig selv. Denne her historie handler om Linda og om Hanstholm og om, hvordan hun følte sig fremmed og lukket ude i fiskerbyen, fordi hun kom fra en slags storby, og fordi hun var mærkelig. Men den handler også om den kvindelige præst, der i 1983 døbte Lindas lillesøster, og som for Linda kom til at stå som et vigtigt udtryk for noget, hun først mange år senere er begyndt at kunne sætte ord på. Hun føler, at hun blev udsat for lidt af det samme, som præsten gjorde, og det gør Linda ekstremt nysgerrig på, hvad det var, der gjorde, at Hanstholm ikke kunne rumme nogle af de to. Denne her historie er en udforskning af, hvad præsten i Hanstholm har betydet for Linda og hendes måde at turde være sig på, hvad det betød for hende dengang, at hun ikke var den eneste, der var anderledes, og hvad præsten sidenhen er blevet ved med at betyde for hende. Symbolsk. Linda har nemlig aldrig nogensinde talt med præsten. Præsten fylder på én eller anden måde ekstremt meget for Linda, men hun aner ikke, at Linda eksisterer. Linda er derimod i alle årene, i alle de forgange 35 år, blevet ved med at støde på præsten. I medierne, i samtaler - også en ret mystisk én af slagsen så sent som for et par år siden. Linda forventer at blive klogere undervejs uden nødvendigvis at finde et facit. Men alt det vender vi tilbage til senere i denne serie. Serien er tilrettelagt og fortalt af Linda Nørgaard og klippet og produceret af Iben Cecilie Nilsson for Friktion Podcast. Musik af Rasoo K. Kontakt: Stodderdatteren@friktionmagasin.dk Sig hej til os på Facebook og Twitter ved at søge efter Stodderdatteren og gøglerpræsten.