Miscellaneous
Observatøren. En, for mange, ukendt del af håndboldsporten, og en person man kun lægger mærke til, når en træner skal have en progressiv bestrafning. De sidder ude ved dommerbordet med deres eget ur, en blok, papir og en kuglepen, og så giver de en feedback/karakter til dommerne efter kampen. Denne beskrivelse går ofte igen, når jeg har snakket med almene håndboldfans i hallerne rundt om i landet, og derfor tænkte jeg, at det var på tide at se på, hvad disse mennesker faktisk laver. Fra de ankommer, til de forlader hallen igen, hvad laver en observatør? Dette spørger jeg én af vores bedste observatører om. En mand der tidligere var én af verdens bedste dommere, og i dag er international observatør samt formand for elitedommerudvalget; Bjarne Munk Jensen. Han bliver ofte refereret til som: Dommernes chef. Det er ikke forkert, men er det 100% korrekt? Det finder vi lidt ud af.... I denne episode snakker vi om observatørerne og deres rolle i kampene, samt hvordan vi sikrer et højt niveau hos fremtidens observatører.