Society & Culture
Når Lars Søndergaard går i Zirkus Nemo for at se Smadremanden, er det naturligvis for at opleve den grovkornede fynbo i fri dressur. Men det er også for at se, hvordan publikum reagerer på at blive svinet til på fynsk. Lars Søndergaard er superfan, og han har oprettet en gruppe for ligesindede på Facebook, hvor Smadremanden bliver dyrket. I gruppen er intet helligt, og svinerne bliver sendt afsted i den indforståede jargon. Smadremanden udmærker sig ved at trække i den modsatte retning af perfektion, præstation og politisk korrekthed. I en glatpoleret verden af Instagram-egnede billeder og filtre til forskønnelse af virkeligheden, er Lars Søndergaard glad for, at Smadremanden skaber et andet rum. Som superfan har han anskaffet sig paryk, tænder og undertrøje, så han kan klæde sig ud som Smadremanden. Han overvejede, om han skulle tage sit kostume på til forestillingen i Zirkus Nemo - hvordan mon det ender? En anden fiktiv fynbo var skuespilleren Kaj Løvrings figur Eskild fra Svendborg. Han kom til at spille en særdeles central rolle for Svendborgs sommerrevy, Rottefælden, i 1995. Billetsalget var så dårligt, at det var sidste sæson inden konkurs. Revymanden Flemming Krøll blev hentet til Svendborg, og han havde en klar plan, som Kaj Løvring, Max Hansen og han selv førte ud i livet under overskriften ‘Eskild vender tilbage’. Det blev revyens redning, og Flemming Krøll beskriver figuren Eskild fra Svendborg, og hvad det var, Kaj Løvring kunne på scenen. Komponisten Bent Fabricius-Bjerre har en anden fynsk favorit i fiktionens verden. I serien Matador er Dr. Hansen i form af Ove Sprogø hans foretrukne figur i Korsbæk. Det hænger dels sammen med det gode forhold han havde til den fynske skuespiller fra Odense. Men det hænger også sammen med, at komponistens farfar var huslæge, og han havde samme gemyt som Sprogø overførte til Dr. Hansen. Betegnelser som ‘sød’ og ‘omgængelig’ er netop nogle, der bliver forbundet med fynboer, siger Johannes Nørregaard Frandsen. Han er professor i litteratur- og kulturhistorie ved Syddansk Universitet og leder af HC Andersen Centret, og han har eksempler på, hvordan fynskhed er blevet skildret i litteraturens, billedkunstens og musikkens verden. Medvirkende: Lars Søndergaard, Flemming Krøll, Bent Fabricius-Bjerre, Johannes Nørregaard Frandsen, Erik Bo Nielsen Musik: MoonBee Post-produktion: Lærke Sødring Nielsen Fortæller: Marianne Vestergaard Nielsen Ekstra links: https://vafo.dk/artikel/video-smadremanden-giver-vores-journalist-en-sviner https://www.bt.dk/underholdning/skuespiller-kai-loevring-doed http://matadoronline.dk/?page_id=759 Se mere om afsnittet og serien www.fyntastisk.dk/episode-syv Mød fortælleren og Familieskatten på Facebook https://www.facebook.com/levendehistorier/